Genbrug er sund fornuft
Godt 11,5 % af befolkningen har fået bevilget hjælpemidler, hvad der i gennemsnit koster en kommune 19 millioner kroner. De tal forventes at stige, i takt med at andelen af ældre i befolkningen stiger. Ved at genbruge hjælpemidler kan kommunerne både spare penge på indkøb og reducere deres klimaaftryk og ressourcebelastning.
1700 rollatorer kører rundt i Ringkøbing Skjern kommune. Det store behov for hjælpemidler har skabt forundring blandt politikerne, ikke mindst grundet den store udgift, som hjælpemidlerne udgør. Betina Bundgaard Nielsen, der er depotleder i kommunen, fortæller, at hun: ”Slet ikke tør tænke på, hvad regningen lød på, hvis ikke kommunen var så god til at genbruge hjælpemidler”.
Konkurrencen på simple hjælpemidler er eksploderet, hvilket har betydet, at visse typer af hjælpemidler er faldet markant i pris. Det er faktisk billigere at købe en ny rollator end at udskifte dens fire hjul, hvis der alene kigges på indkøbsprisen. Det skaber ikke ligefrem et incitament til reparation eller genbrug. Derfor er der behov for at tænke kvalitet ind, når der købes hjælpemidler. En rollator af høj kvalitet er måske dyrere i nypris, men til gengæld kan flere borgere få glæde af den, fordi den holder i længere tid og dermed er billigere for kommunen i det lange løb.
De erfarne øjne kan vurdere kvaliteten af en rollator, men kvalitet er svær at opgøre i tal og svær at operationalisere i et udbud. Det, der kan gøres som indkøber, er, at stille krav til en lang garantiperiode, at reservedele skal være tilgængelig i en given årrække, og at hjælpemidler kan adskilles, hvorved ødelagte reservedele lettere kan erstattes eller repareres.
Lagerstyring fremmer genbrug
Når vi ved, hvad vi har i køleskabet derhjemme, kan vi tænke råvarerne ind i aftensmåltidet og undgå unødigt madspild. Logikken er den samme, når det kommer til opbevaring af hjælpemidler. Har en kommune overblik over, hvilke hjælpemidler og reservedele de har på lager, kan de langt nemmere tage dem i brug i en ny bevilling eller i en reparation af et andet hjælpemiddel.
Det er dog langt fra alle kommuner, der har fuldt overblik over deres opbevarede hjælpemidler. Rodede depoter uden system er en hindring for at kunne finde det rette hjælpemiddel eller reservedel frem. I visse tilfælde opbevares hjælpemidler ligeledes uhensigtsmæssigt f.eks. når skinner til lifte opbevares udendørs, og regn og frost oxiderer skinnerne, hvilket forhindrer genbrug.
Et lager koblet op på et elektronisk system kan give kommunerne bedre overblik over, hvilke hjælpemidler de ligger inde med, og dermed gøre det nemmere at tilbyde en borger et genbrugt hjælpemiddel. I Ringkøbing Skjern kommune har de gode erfaringer med lagerstyring. Med stregkoder og billeder af hjælpemidler kan enhver medarbejder med adgang til systemet nemt finde det hjælpemiddel, der passer til den enkelte borgers behov. Lagerstyring af skinner foregår også digitalt, så der til enhver tid er overblik over fabrikat, antal og længder, der suppleres af en skinnedatabase med fotos.
Skinnelagersystem
Skinner bruges til at montere lifte eller løftemoduler til vægge eller lofter. Ringkøbing Skjern Kommune har implementeret fastmonterede skinner i alt nybyggeri målrettet ældre og personer med fysiske handikap. Når der er behov for at montere skinner i private hjem, bruger de skinnehotel.dk. Et lagerstyringssystem udviklet af Jydsk Handi Service, som bidrager til genbrug, når passende skinner er tilgængelige. Ved at genbruge frem for at købe nye skinner har kommunen alene de seneste tre år sparet 330.000 kr. og over 18 tons CO2. Skinnehotel.dk er ét af flere lagerstyringssystemer herhjemme.
”Vil du have den stående hjemme hos dig selv?” - testen
I Ringkøbing Skjern Kommune gør de en dyd ud af at have løbende dialog med leverandører. Det giver dem en bedre forståelse for, hvilke hjælpemidler der er på markedet. Ligesom de kan opfordre leverandørerne til at producere hjælpemidler, der kan adskilles og dermed lettere kan repareres og genbruges.
De specialiserede hjælpemidler er dog ofte sværere at genbruge, fordi der er færre, der skal bruge dem. I Ringkøbing Skjern Kommune samarbejder de med nabokommunerne for at give specialiserede hjælpemidler et nyt hjem. For at nå op på en volumen, der giver bedre forudsætninger for genbrug, er der rationale i at styrke samarbejdet mellem kommuner, vurderer depotleder Betina Bundgaard Nielsen. Der findes flere online platforme, der gør det muligt at købe og sælge specialiserede hjælpemidler.
Varierende terræn og lokale omstændigheder betyder dog, at kravene til hjælpemidlerne varierer. I Ringkøbing Skjern Kommune kan de små hjul, der kører fint i storcentre og på fortove, ikke klare det mere ujævne terræn omkring Skjern å. Ligesom den hyppige havgus stiller andre krav til de vestjyske hjælpemidler. I Ringkøbing Skjern prioriterer de desuden mekaniske hjælpemidler over de manuelle for at fastholde og passe godt på plejepersonalet.
Borgeren skal tilbydes det bedst egnede hjælpemiddel, og selvom der er mulighed for frit valg, så er det sjældent, at borgerne i Ringkøbing Skjern gør brug af det. De borgere, der modtager genbrugte hjælpemidler, har ingen indvendinger. De modtager rene og pæne genbrugshjælpemidler, så det er tvivlsomt, hvorvidt de overhovedet kan se, at det er genbrug. I Ringkøbing Skjern er lakmustesten for genbrug ”Vil du have den stående i dit eget hjem?” Er man er i tvivl, spørger man en kollega. Et nyt tiltag er fjernelse af lugt fra emner med ozon, hvilket har vist sig særdeles effektivt i en corona-periode, da ozon også desinficerer hjælpemidlerne.
Artiklen blev udgivet d. 3 februar 2021