”Vi er first movers blandt professionshøjskolerne, og det er vi meget stolte af”, fortæller indkøbskonsulent i VIA, Helle Bjerregaard Kristensen, til CSR.dk i denne uge i forbindelse VIAs nye medlemskab af POGI, som skal sikre mere bæredygtighed i VIA’s indkøb.
”Som medlem af POGI viser vi, at vi tør stille miljøkrav til vores indkøb og forpligte os på, at vi overholder dem. Samtidigt kan vi være med til at finde fælles løsninger på, hvordan vi reducerer energiforbruget i den offentlige sektor, som indkøber for mange milliarder kroner årligt”, forklarer hun videre.
Som en af landets største uddannelsesinstitutioner er VIA storforbrugere af en lang række helt nødvendige produkter som toiletpapir, kuglepenne og kaffe, som alle købes ind gennem offentlige udbud. Men der er stor forskel på, hvad kuglepennen er lavet af, og hvordan kaffen bliver fragtet, og derfor skal der fremover være mere fokus på at implementere bæredygtighedsprincipper i indkøbsprocesserne.
”Vi skal tænke bæredygtighed ind i alt, hvad vi gør, for som landets tredje største uddannelsesinstitution sætter vi uundgåeligt et klima- og miljøbelastende aftryk, også når vi køber ind.”, siger Karen Frederiksen, der er formand for den tværgående projektgruppe, der skal understøtte VIA's arbejde med verdensmålene, til CSR.dk.
Artiklen blev udgivet d. 10 juni 2020