I første omgang dækker grønt forsøg over to taxaer, men ambitionerne er endnu større, fortæller direktør.
I den kommende tid vil et par taxaer i det københavnske bybillede skille sig markant ud. Ikke nok med at de vil ligne de klassiske, sorte London-taxa, så vil de også primært køre på el. Det fortæller administrerende direktør hos Taxa 4x35, Gert Frost. De eldrevne taxaer er en del af et forsøg over seks måneder, der skal teste, hvordan taxabranchen kan skubbes i en grønne retning.
"Vi lancerer en bil, der primært er elektrisk. Det vil sige, at den bliver opladet elektrisk, og så er der en ekstra motor, der kan oplade batteriet," siger han.
Taxaen vil køre 100 kilometer på ren el, og derefter producere benzindrevet el til at forlænge rækkevidde med 400 kilometer.
Artiklen blev udgivet d.27 September 2019