Børnehaver, skoler, boligforeninger og kommuner får nu mulighed for at gå efter Svanemærket, næste gang de skal vælge redskaber til legepladsen, sportspladsen eller træningspladsen i parken. CADO har netop fået en lang række af deres produkter certificeret med det officielle nordiske miljømærke, så glade børn nu kan lege og træne i redskaber, der lever op til skrappe miljø- og kemikaliekrav.
Når CADO skaber legepladser eller redskaber, er det med respekt for de kommende generationer. Alle materialerne er lavet af genanvendeligt, rustfrit stål, som sikrer, at det er en bæredygtig løsning med minimal indvirkning på miljøet.
“Mange forældre tænker over, at de ikke vil have legetøj med giftige stoffer i, og det samme gør vi på vores legepladser. Det er vigtigt for os at påvirke miljøet mindst muligt og sikre de sundeste produkter for børnene,” forklarer Carsten Jørgensen, der er direktør i CADO.
Også Miljømærkning Danmark, som har ansvaret for Svanemærket, er begejstrede for CADO’s nye, bæredygtige tiltag:
“Det er en glædelig nyhed, at CADO som den første virksomhed i Danmark tilbyder svanemærkede redskaber til lege-, trænings- og sportspladser. Mange kommuner efterspørger i stigende grad miljømærkede produkter, og samtidig oplever vi i disse år en stigende interesse for svanemærkede byggerier. Derfor tror jeg, at mange vil se det som en fordel, at de nu også kan tænke Svanemærket ind, når de skal opføre legepladser til fx daginstitutioner, boligforeninger eller i byens parker,” udtaler Martin Fabiansen, direktør i Miljømærkning Danmark.