Grøn transport i værdikæden - Kaj Madsen Fjelstrup A/S: Liquified Natural Gas

  • Opdateret 19. januar 2024

Omstilling til grøn transport behøver ikke at være dyrt i drift. Transportvirksomheden Kaj Madsen Fjelstrup har i 2020 investeret i 36 lastbiler, der kører på Liquified Natual Gas (LNG) som et led i deres bæredygtighedsstrategi. Når man skal lave grøn omstilling, er det væsentligt at se på mere end blot indkøbspris af nye aktiver. De nye lastbiler har været en større omkostning i indkøb og service end traditionelle diesellastbiler, men kilometerproduktionen er billigere. Den billigere kilometerproduktion skyldes lavere afgiftssatser på drivmidlet LNG. LNG-infrastrukturen er under hastig udvikling i bl.a. Tyskland, hvor transportvirksomheden ofte kører. De nye biler udleder 20% mindre CO2 end en traditionel diesellastbil. For Kaj Madsen Fjelstrup er samarbejde med kunder og leverandører en vigtig faktor i omstillingen til grønnere transport. Det er nemlig vigtigt at kunderne efterspørger investeringerne i mere bæredygtige alternativer, men også at det operationelle aspekt fungerer. 

Dog sker omstillingen ikke fra den ene dag til den anden. På den resterende del af transportflåden arbejdes der i mellemtiden også med tiltag for en mere grøn transport. I en aftale med Shell, kompenserer Kaj Madsen Fjelstrup årligt for brændstof ved køb af 25.000 CO2-kreditter, der tilsammen dækker 85% af virksomhedens CO2-udledninger. Flåden lever også op til Euro 6 standarden, og der anvendes et smart faktureringssystem, der kan dokumentere den miljømæssige påvirkning for hver individuel transportopgave. 

Læs mere her: Kaj Madsen A/S

For mere inspiration og gode råd

Som del af en samlet pjece er denne case blevet udarbejdet i forbindelse med Forum for Bæredygtige Indkøbs temagruppe om ’Grøn transport i værdikæden’. 

Find hele pjecen med inspiration og gode råd her:

Casen er udarbejdet: 
Af Miljøstyrelsen
November 2020