Grøn transport i værdikæden - IKEA: Nuludledninger på last-mile-logistics

  • Opdateret 19. januar 2024

Som en af verdens største møbelforretninger har IKEA omkring 1 milliard kunder om året i deres butikker verden over. IKEA’s butikker er oftest placeret udenfor byerne, hvilket resulterer i øget transport omkring storbyerne. Yderligere er der øget efterspørgsel på nethandel, hvilket tilsammen har skabt øget efterspørgsel efter hurtige hjemmeleveringer. De mange hjemmeleveringer skaber øget pres på trafikken og luftkvaliteten i byerne. Derfor har Ingka Group, som er den største IKEA franchise med 75% af IKEA-butikkerne, sat sig et mål om at foretage alle kundeleveringer med nuludlednings løsninger inden 2025. Ingka Group vil opnå målet primært ved at anvende elektriske køretøjer. Allerede ved udgangen af 2020 er 100% af kundeleveringerne nuludledningsløsninger i Amsterdam, Los Angeles, New York, Paris og Shanghai. 

Ingka Group er dog bevidste om, at løsningen ikke kun består i at udskifte traditionelle diesel-varebiler med elektriske versioner. Det er også afgørende at den elektricitet, der fyldes på varebilerne, kommer fra 100% vedvarende energi. Derudover er en vigtigt del af løsningen også at gentænke, hvordan vi handler og indretter vores byer, og dermed hvordan kunderne får varerne hjem fra butikken. I IKEA’s CO2-beregninger medregnes ikke kun virksomhedens og medarbejdernes egne aktiviteter, men også kundernes transport til og fra butikkerne. 15% af IKEA’s udledninger kommer fra kunder og varebiler, der kører frem og tilbage mellem IKEA’s butikker og kundens hjem, når der hentes varer i butikken. Det forsøger IKEA at ændre ved at tilbyde shuttlebusser fra udvalgte storbyer, samt elektriske opladningsstationer med 100% vedvarende energi ved butikkernes parkeringspladser. For at mindske transporten af mennesker frem og tilbage mellem byer og butikker er IKEA også begyndt at bygge mindre butikker i centrum af storbyerne, så kunderne har mulighed for at bruge offentligt transport, gå eller cykle til den nærmeste IKEA butik. Derefter bliver varerne leveret med IKEA’s nuludlednings last-mile-logistic, og den samlede CO2-udledning nedbringes. 

Læs mere her: Zero emissions for home deliveries
 

For mere inspiration og gode råd

Som del af en samlet pjece er denne case blevet udarbejdet i forbindelse med Forum for Bæredygtige Indkøbs temagruppe om ’Grøn transport i værdikæden’. 

Find hele pjecen med inspiration og gode råd her:

Casen er udarbejdet: 
Af Miljøstyrelsen
November 2020