Grøn transport i værdikæden - Arla: Distribution af mejeriprodukter via el og biogas

  • Opdateret 19. januar 2024

Andelsselskabet Arla og deres knap 9.000 andelshavere lancerede i 2019 et mål om netto-nul CO2-udledning inden 2050. For at nå dette mål vil Arla skifte væk fra fossile brændstoffer. Arla er i 2020 gået i gang med at teste Danmarks første store el-lastbil over 18 ton til distribution af mejeriprodukter på Sjælland. El-lastbilen kører på 100% certificeret grøn energi. I forhold til den bio-diesel Arla anvender i deres flåde på i alt 300 lastbiler i Danmark, vil den nye el-lastbil kunne spare 67% CO2. På el-lastbilen bliver både køleanlæg og liften på bagenden af bilen drevet af strøm fra hhv. bilens batteri og et solcelle-panel på køleanlæggets tag. Arla fokuserer overordnet på, hvordan uddannelse af chauffører i miljøvenlig kørsel, samt rute og kapacitetsudnyttelse i lastrum generelt kan reducere udledningerne fra transport. 

Arla tester forskellige grønne transportløsninger. I 2019 startede en test af to biogaslastbiler til distribution i hovedstadsområdet, og foreløbige erfaringer har vist en besparelse på 35% CO2 per lastbil i forhold til normale dieselbiler. Biogaslastbilerne er tænkt ind som et område hvor Arla kan bidrage til cirkulær bioøkonomi, ved at anvende biogas delvist fremstillet af husdyrgødning fra egne gårde. Pilotprojekter er i gang i Sverige og København. Potentialet afhænger dog af fremtidige politikker, infrastruktur, regulering og investering på området. 

Læs mere her: Danmarks første store el-lastbil skal nu levere mælk i København

For mere inspiration og gode råd

Som del af en samlet pjece er denne case blevet udarbejdet i forbindelse med Forum for Bæredygtige Indkøbs temagruppe om ’Grøn transport i værdikæden’. 

Find hele pjecen med inspiration og gode råd her:

Casen er udarbejdet: 
Af Miljøstyrelsen
November 2020