Grøn transport i værdikæden - Københavns Kommune: Skærpede miljøkrav til leverandørkøretøjer

  • Opdateret 13. maj 2024

Københavns Kommune har en ambition om at være verdens første CO2-neturale hovedstad, og som en del af den ambition anvender hovedstadskommunen sine indkøb for 8,2 milliarder om året til at stille krav til grøn transport. Fra 2020 begynder Københavns Kommune at indfase krav om grønne køretøjer i relevante udbud og kontrakter. Kravene skal hjælpe leverandørerne til at komme i gang med at få erfaringer på området for grøn transport, og Københavns Kommune håber på, at kravene kan skabe synergieffekter, der smitter af på leverandørernes øvrige kunder. Københavns Kommune har en pragmatisk tilgang til omstillingen. Kravene stilles i første omgang på aftaler for elektrikerydelser, vinduespolering og hos låsesmede. Disse brancher anvender person- og mindre varebiler, som er den del af transportmarkedet, der vurderes til at være længst fremme i udviklingen på det grønne område. Den enkelte leverandørs behov for en omstillingsperiode afspejles også i kravene, der gradvist skærpes over kontraktperioden. Tilgangen er udformet på grundlag af en indledende markedsdialog med de specifikke brancher. Grønne køretøjer er defineret bredt som biler der kører på el, biogas eller brint, samt plug-in-hybrid. Yderligere betegnes ikke-motoriserede køretøjer som eksempelvis cykler også som grønne køretøjer. Københavns Kommune vurderer, at der ikke er risiko for at prisen på disse tjenesteydelser stiger markant, da afskrivning pr. kørt kilometer for køretøjet fylder en minimal del af kontraktprisen. 

Kravene er udarbejdet med udgangspunkt i en rapport fra COWI. 

Læs mere her: Skærpede miljøkrav til leverandørkøretøjer

For mere inspiration og gode råd

Som del af en samlet pjece er denne case blevet udarbejdet i forbindelse med Forum for Bæredygtige Indkøbs temagruppe om ’Grøn transport i værdikæden’. 

Find hele pjecen med inspiration og gode råd i nedenstående link

Casen er udarbejdet: 
Af Miljøstyrelsen
November 2020