Hjælp og rådgivning til de grønne indkøb

Offentlige institutioner, der har brug for rådgivning til at tænke flere miljøkrav ind i udbud eller på anden vis klæde organisationen på til at fremme cirkulær økonomi og grøn omstilling gennem deres indkøb, fik i 2019 hjælp hos Miljøstyrelsens ”Rejsehold for Grønne og Cirkulære Offentlige Indkøb”.

  • Opdateret 8. august 2022

 

Rejsehold for Grønne og Cirkulære Offentlige Indkøb leverede 10 gratis forløb med workshops og rådgivning om grønne og cirkulære indkøb i 2019 - 2020. Alle offentlige institutioner kunne søge om at få rådgivning, og hvert forløb blev skræddersyet til den enkelte deltagers konkrete behov. De ti udvalgte deltagere fik den nyeste viden om best practice og om de muligheder, der er for at tage miljøhensyn i udbud, samtidig med at de fik specifikke værktøjer til at organisere og arbejde med grønne og cirkulære indkøb i netop deres organisation.

Hjælp til at gøre det abstrakte konkret

Det er ikke først gang, at et rejsehold tilbyder rådgivning om grønne indkøb til offentlige institutioner. Rejseholdet i 2019-2020 byggede således videre på de erfaringer, som Miljøstyrelsen fik med Rejsehold for Grønne Indkøb i 2016 og 2017. Dengang fik i alt 16 offentlige institutioner gratis rådgivning om grønne indkøb, herunder kommuner, regioner, statslige institutioner og offentlige virksomheder.

Blandt deltagerne var Region Midtjylland, som stod med et svært indkøbsdilemma:

“Det kan være enormt svært at tænke totalomkostningsberegninger og miljø ind i offentlige udbud, fordi der er så mange faktorer, der skal tænkes med, og det bliver meget abstrakt. Man har fokus på her-og-nu besparelser frem for totalomkostningsberegninger og springer let hen over det miljømæssige”, fortalte sundhedsfaglig konsulent Kristina Lund Søgaard dengang om udgangspunktet for samarbejdet med Rejseholdet.

Efter endt forløb fik regionen brugbare redskaber til deres indkøb fremadrettet:

”Vi har fået en metode til at lave totalomkostningsberegning, som vi kan bruge til andre produkter - fx engangstøj. Det var vores vigtigste udbytte, at vi har fået et redskab, vi kan bruge fremadrettet. Og det er ikke noget, man bare kan tage på kursus i”, forklarer Kristina Lund Søgaard.

En driver for grøn omstilling

Målet med rejseholdets rådgivningsforløb var at styrke offentlige institutioner i arbejdet med grønne og cirkulære indkøb. Dermed håber Miljøstyrelsen at få endnu flere med på den grønne indkøbsbølge og bl.a. øge efterspørgslen efter grønne produkter og tjenesteydelser.

For Birgitte Schleemann, civilingeniør i Aalborg kommune, var deltagelsen i det første Rejsehold i 2016 motiveret af udsigten til den store effekt, grøn omstilling kan have for kommunen generelt:

”Det offentlige har en stor købekraft. Hvis vi begynder at købe mere bæredygtigt og cirkulært, hvilket er helt i tråd med kommunens bæredygtighedsstrategi og byrådets fokusområde, så er vi en stor driver for den grønne omstilling. Det vil medføre betydeligt flere arbejdspladser og styrke vores økonomi”, fortæller Birgitte Schleeman.

Med et samlet årligt budget på omkring 300 milliarder kroner, er der al mulig grund til at guide de offentlige indkøb i en grønnere og mere cirkulær retning. Ved at få flere til at stille miljø- og klimakrav i indkøb og udbud og tænke i nye udbudsformer, øges muligheden for at fremme cirkulær økonomi og styrke den grønne vækst – til glæde for både miljø, klima og pengepung.

Rejseholdets rådgivning tog afsæt i de konkrete behov, som hver deltager har. Som inspiration til, hvad man kunne få rådgivning om, blev der udarbejdet rådgivningspakker på syv områder: 1) Cirkulære indkøb, 2) Fastsæt de rette miljøkriterier, 3) Innovative partnerskaber og indkøb af innovative løsninger, 4) Fra politik til praksis, 5) Udbudsmetoder, 6) Total cost of ownership – TCO og 7) Kontraktstyring og –opfølgning.

Indtil videre er der ikke planlagt endnu et rejsehold, men kontakt Miljøstyrelsens sekretariat hvis din organisation kunne være interesseret i et fremtidigt forløb. 

 

 

Fakta om Rejsehold for Grønne og Cirkulære Offentlige Indkøb

Rejseholdet er blev afviklet i regi af Strategi for Cirkulær Økonomi.

Rejseholdets rådgivningsforløb fandt sted i perioden fra november 2019 til juni 2020. 

Rådgivningen blev udført af konsulenter fra PlanMiljø i tæt samarbejde med Dansk Initiativ for Etisk Handel, FalckEkdahl og Innoba.

Artiklen blev udgivet 29. oktober 2019