Toiletpapir, kaffe og kuglepenne. Som en af Danmarks største uddannelsesinstitutioner er VIA storforbrugere af en lang række produkter, som købes ind gennem offentlige udbud. Men der er stor forskel på, hvad kuglepenne er lavet af og hvordan kaffe bliver transporteret. Derfor har VIA nu indført en ny indkøbspolitik, der skal sikre mere bæredygtige indkøb.
Det er en stor del af hele vores strategiske arbejde med FN’s verdensmål. Vi skal tænke bæredygtighed ind i alt, hvad vi gør, for som landets tredje største uddannelsesinstitution sætter vi uundgåeligt et klima- og miljøbelastende aftryk, også når vi køber ind. Derfor skal vi påtage os ansvaret for at mindske de miljømæssige påvirkninger, som vores indkøb medfører, og det afspejles i den nye indkøbspolitik, siger Karen Frederiksen, der er formand for den tværgående projektgruppe, der skal understøtte VIA's arbejde med verdensmålene.
First movers i partnerskab
I den nye indkøbspolitik fremgår det blandt andet, at VIA skal implementere bæredygtighedsprincipper i indkøbsprocesserne. Og første skridt er allerede taget. Som den første professionshøjskole er VIA University College nemlig blevet medlem af Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb (POGI). Medlemskabet betyder, at VIA forpligter sig til at overholde fælles grønne indkøbsmål.
Vi er first movers blandt professionshøjskolerne, og det er vi meget stolte af. Som medlem af POGI viser vi, at vi tør stille miljøkrav til vores indkøb og forpligte os på, at vi overholder dem. Samtidigt kan vi være med til at finde fælles løsninger på, hvordan vi reducerer energiforbruget i den offentlige sektor, som indkøber for mange milliarder kroner årligt,” fortæller Helle Bjerregaard Kristensen, der er indkøbskonsulent i VIA.
Første §60-virksomhed i POGI
Vestforbrænding er den første forsyningsvirksomhed og den første §60-virksomhed, som er blevet medlem af POGI. Vestforbrænding er Danmarks største affaldsselskab og er ejet af 19 sjællandske kommuner, som man tilbyder løsninger inden for indsamling og behandling af affald samt levering af fjernvarme og elektricitet.
Vestforbrænding har – også inden medlemskabet af POGI – været i fuld gang med at samarbejde med ejerkommunerne om fælles indkøb. For eksempel har man netop indkøbt nyt arbejdstøj i samarbejde med flere af kommunerne.
Udbudschef for Vestforbrænding Jacob Sten Jensen fortæller, at virksomheden arbejder mod at få en langt mere grøn og bæredygtig indkøbsprofil, og da flere af ejerkommunerne allerede er medlemmer af POGI, så er det oplagt at Vestforbrænding også er det.
Sammen med kommunerne vil vi gerne være med til at drive markedet mod mere miljøvenlige produkter og løsninger og tegne vejen for mere bæredygtige indkøb. Det er ikke alle indkøbsområder, som POGI arbejder med, der er lige relevante for os. Men for eksempel kan vi både bidrage med erfaring og få glæde af samarbejdet på transportområdet. Vi har de samme interesser og kan stille de samme krav til fx lastbilernes emission, som kommunerne gør. Derfor er det lige så relevant for os at indgå i et indkøbsfællesskab, som det er for kommunerne, siger Jacob Sten Jensen.
POGI-formand og økonomidirektør i Gladsaxe Kommune Nanna Krog-Meyer hilser de to nye POGI-medlemmer velkommen.
Det er to spændende medlemmer vi nu har fået med i POGI. Vestforbrænding ligger inde med en masse viden om transport, logistik og indsamling og VIA uddanner de folk, som skal være med til at drive den grønne omstilling,” siger POGI-formand og økonomidirektør i Gladsaxe Kommune Nanna Krog-Meyer.
Artiklen blev udgivet d. 17 juni 2020