Hør professor Carina Risvig Hamer fortælle om, hvordan udbudsloven kan understøtte og bidrage til at købe mere bæredygtigt og grønt ind i offentlige indkøb. Her er udbudsloven et godt værktøj til at skabe en grøn handling allerede nu.
Hvert år køber det offentlige Danmark ind for 400 mia. kr. hos den private sektor. Udregner vi beløbet per dansker, så svarer det til næsten 70.000 kr. fra hver enkelt af os om året. Ser vi på klimaaftrykket for de offentlige indkøb, så var det i 2019 på godt 12 mio. ton. Det svarer næsten til det samlede CO2-aftryk fra samtlige danske husholdninger.
Det offentlige indkøb har med andre ord potentialet til at være en kæmpe katalysator for den grønne omstilling. Et potentiale som i hvert fald politikerne på Christiansborg gerne ser, at de offentlige indkøbere rundt om i landet, griber. Og de offentlige indkøb er faktisk blevet grønnere. Konkurrence- og forbrugerstyrelsen oplyser, at en mærkbart større andel af de offentlige EU-udbud i 2022 indeholdt grønne ord sammenlignet med udbuddene i 2020.
Om podcasten
Juristeriet er en podcastserie om juridisk forskning og juraens rolle i samfundet
Jura, er det ikke bare noget med tørre paragraffer og støvede lovbøger? Nej, juraen er en levende disciplin, der dukker op i alle dele af samfundet, lige fra menneskerettigheder og samtykkelovgivning til bæredygtig udvikling og kontrollen med kunstig intelligens. Der er jura i alt.
I podcasten Juristeriet ser vi på aktuel juridisk forskning og på juraens rolle i samfundet.
Vært er Lene Juhl Friedrichsen