Miljøstyrelsen lancerer helt nye værktøjer til beregning af totalomkostninger for motorkøretøjer

Totalomkostninger eller TCO (total cost of ownership) dækker over beregningen af et produkts pris henover hele dets levetid ved at medregne alle de omkostninger, der er forbundet med køb, anvendelse og afhændelse. FORCE Technology har for Miljøstyrelsen udviklet nye TCO-værktøjer for motorkøretøjer. Værktøjerne har til formål at hjælpe offentlige indkøbere med at beregne totalomkostningerne forbundet med indkøb af motorkøretøjer og dermed sikre, at indkøbet er til fordel for såvel økonomi som miljø.

  • Opdateret 19. december 2022

Værktøjerne tilføjes til de tidligere udviklede TCO-værktøjer, som er tilgængelige her på siden. Ved at anvende værktøjerne skal det sikres, at man ikke uforsætligt køber billigt ind og ender med produkter, der er dyre i drift. TCO-perspektivet er grundlæggende en metode til økonomistyring, og bruges til at identificere de produkter, der samlet set er billigst i produkternes levetid. Udover at medføre økonomiske besparelser, kan et TCO-værktøj også give miljømæssige gevinster, idet der i indkøbsfasen rettes opmærksomhed på eksempelvis køretøjers brændstofforbrug i brugsfasen.

Miljøstyrelsen igangsatte i foråret 2019, som et led i den tidligere regerings strategi for cirkulær økonomi, en foranalyse af hvilke produktgrupper, som det ville være relevant at få udviklet TCO-værktøjer for. Foranalysen viste, at der var stor efterspørgsel på et værktøj, der kan beregne totalomkostningerne for indkøb af motorkøretøjer. Miljøstyrelsen lancerer derfor nu helt nye TCO-værktøjer for motorkøretøjer.

Værktøjerne er udviklet af FORCE Technology i samarbejde med offentlige indkøbere og diverse virksomheder og institutioner inden for branchen. Værktøjerne er udarbejdet efter samme skabelon som de allerede eksisterende TCO-værktøjer fra Miljøstyrelsen og omfatter indkøb af forskellige typer af motorkøretøjer (benzin- og dieseldrevne, eldrevne, hybrid og plugin hybrid) og for forskellige indkøbsformer (køb, finansiel leasing og operationel leasing).

Inddragelsen af offentlige indkøbere, der til dagligt sidder med udbud på motorkøretøjer, samt branchefolk og forhandlere, har været alfa og omega for udviklingen af værktøjet. De har bidraget med vigtige inputs, i forhold til de parametre, der indgår i værktøjerne.

Sideløbende med et konkret udbud på motorkøretøjer har A/S Storebælt testet de færdige TCO-værktøjer og udtaler, at ”TCO-værktøjet er nemt at gå til og ligetil at bruge. TCO-værktøjet indeholder de parametre vi selv ville tage med og er endda mere detaljerede”.

Find TCO værktøjerne her på siden og gør brug af TCO-værktøjerne ved jeres næste store udbud på motorkøretøjer.

Artiklen blev udgivet d. 9. juli 2020