Temagruppe: Indkøb og verdensmål

  • Opdateret 10. juli 2023

Temagruppen mødtes fire gange i perioden dec. 2018 - juni 2019

Slutproduktet fra denne temagruppe foreligger nu i form af en pjece målrettet indkøbere i virksomheder, organisationer og offentlige institutioner, der ønsker inspiration og gode råd til, hvordan man kan bidrage til de 17 verdensmål igennem indkøbsarbejdet – og hvordan man kan anvende verdensmålene til at arbejde med ansvarlighed i indkøb.

Pjecen er resultatet af arbejdet i en temagruppe om indkøb og verdensmål under Forum for Bæredygtige Indkøb. Temagruppen mødtes fire gange i perioden december 2018 til sommer 2019 og bestod af indkøbsrepræsentanter fra virksomheder, organisationer og offentlige  institutioner. Temagruppen delte viden og erfaringer om arbejdet med indkøb og verdensmål og drøftede undervejs forskellige værktøjer, mærkningsordninger og tilgange til indkøb og verdensmål. En stor tak til alle bidragsydere.

Læs eller download pjecen her på siden

Temagruppe om indkøb og verdensmål

En række centrale spørgsmål blev rejst og diskuteret i løbet af mødet. Fx hvordan verdensmålene kan bruges som innovations-værktøj? Kan vi kortlægge verdensmålene ift. forskellige indkøbskategorier (fx varer, tjeneydelser, bygningsprojekter)? Hvad er værktøjskassen gjort af – hvad kan fx mærkningsordninger levere? Hvor er udfordringerne størst? Hvor får man størst værdi af indsatsen? Der blev foretaget en afstemning blandt deltagerne om tema for de næste møder. Temaerne præsenteres her på hjemmesiden forud for næste møde.

Verdensmål som innovationsredskab i indkøb

Rummet var fuldt af energi og kreativitet ved det andet møde i Forum for Bæredygtige Indkøbs temagruppe om Verdensmål og Indkøb. Her arbejdede deltagerne med Verdensmål som innovationsredskab. Hvordan kan Verdensmålene bidrage til nytænkning i indkøb? Hvilke Verdensmål giver mest mening for forskellige indkøbere og indkøbsområder – og hvordan kan delmålene hjælpe til at gøre potentialet mere konkret?

Deltagerne brugte værktøjet Verdensmåls Værdi-scan, som metode til at blive klogere på, hvilke delmål, der er relevante for dem, hvad enten man sidder som indkøber i en virksomhed, kommune eller organisation.

Én af de ting, der ifølge oplægsholder, Nille Skalts fra Märk, er vigtigt at adressere, er, hvor motivationen til at arbejde med verdensmål kommer fra? ”Det betyder nemlig noget i forhold til hvor stort et brød man kan slå op”, som Nille udtrykte det, og hvor meget man er villig til at gå ind at ændre forretningsmodellen, både nu og på sigt.

For de to case-oplægsholdere Eliza Renda fra Flying Tiger og Anders Barsøe fra Letz Sushi var indarbejdelse af Verdensmålene i deres forretningsmodel helt afgørende for at være på forkant med udviklingen – også selvom det for begge virksomheder ikke er en nem vej at vælge nu og her. Men med en øget forbrugerbevidsthed omkring Verdensmål og ansvarlighed behøver bæredygtighed ikke at være mere omkostningstungt. For eksempel har det for Flying Tiger været en fin business case at fokusere på muleposer fremfor plastikposer og for Letz Sushi at være de eneste på sushi-markedet, der kan tilbyde bæredygtigt fangede fisk.

Indkøb og verdensmål – et kig i redskabskassen

Hvilke værktøjer er der i værktøjskassen, når man som offentlig eller privat indkøber gerne vil arbejde for at fremme verdensmålene gennem sine indkøb? Hvilke gode råd kan vi give indkøberne med på vejen? Og hvilke gode eksempler findes der, som vi kan lade os inspirere os af?

Det var nogle af de centrale spørgsmål, der blev adresseret, da temagruppen om Indkøb og Verdensmål under Forum for Bæredygtige Indkøb afholdt det 3. møde i rækken på Odense Rådhus.

Der var hele tre inspirerende oplæg på menuen. Udbudschef Cecilie Schwartz Førby fra Odense Kommune fortalte om, hvordan Odense Kommune har brugt indkøb som drivkraft til at fremme bæredygtighed. Hun nævnte blandt andet at etablering af et Verdensmålsudvalg og en stærk indkøbspolitik har været afgørende for en ambitiøs tilgang med konkrete tiltag.

Michael Jakobsen, vicedirektør i NEPCon, præsenterede en case om brancheaftaler for at fremme en bæredygtig produktion af biomasse. Han mindede os om, at selv om man fokuserer på et enkelt verdensmål, kan man bidrage positivt til flere af målene. Det sammen viste sig at gælde for Fairtrade mærket, som blev præsenteret af direktør Camilla Erika Lerberg. Hun fortalte, hvordan man som indkøber kan fremme verdensmålene gennem indkøb af Fairtrade-produkter og forklarede, hvorfor Fairtrade kan anses som en slags 360-graders løsning – men også som et stærkt compliance system.

Men hvilke dagsordener skal indkøb løse?

– Det kan være alt fra beskæftigelse til cirkulær økonomi, og fra social dumping til ligestilling og børnearbejde, sagde Cecilie Schwartz Førby.

Odense kommune har derfor brugt verdensmålene som paraply for det, de gør og har udarbejdet et ’verdensmålsskema’ med en systematisk gennemgang af de 17 verdensmål. Kommunens udbudsteam er også i gang med at foretage en risikovurdering af de enkelte indkøbsområder. Det sker ved at gennemgå udbudsplanen og identificere de vigtigste risici samt koble disse til verdensmålene.

Det blev flere gange fremhævet, at arbejdet for at fremme verdensmålene gennem indkøb i høj grad handler om at tænke fremad, og at det er en løbende proces. Som Camilla Erika Lerberg formulerede det:

– Vi skal altid huske at se på, hvad kan vi gøre mere og anderledes.

Endelig blev det pointeret, at det er fuldstændigt afgørende at få verdensmålene ud at leve i virkeligheden og derfor skal der skabes nogle succeshistorier. Det er bare om at komme i gang!

På mødet leverede Katrine Pape Huldahl fra SKI et inspirerende oplæg om, hvordan SKI arbejder med verdensmål: